Angst hos børn og unge

Mange af de unge vi er i kontakt med oplever angstfænomener. Hos nogle børn bliver angsten så udtalt at den tager magten over barnet og dets pårørende.

Per Hove Thomsen beskriver her kort forskellige former for angsttilstande. Per Hove Thomsen er professor i børne- og ungdomspsykiatri ved Aarhus Universitet, har skrevet flere bøger om bl.a. OCD. Han er i færd med aktuelt at skrive ny bog om angst hos børn og unge.

Hos mange børn ser vi i perioder, at de kan være bange for mørke, hunde, tordenvejr, at sove alene eller mange andre ting. Hos større børn og unge (samt hos mange voksne) kender man til at være bange for at skulle møde andre, at blive vurderet og målt af andre (præstationsangst). Disse angstfænomener er generende, men oftest ikke invaliderende og dermed hæmmende for en normal livsudfoldelse. 

Når man skal vurdere, om kriterierne for en angsttilstand er til stede hos et barn eller en ung, er det således vigtigt, at se på såvel sværhedsgraden af symptomerne (hvor intense er angstsymptomerne) som varigheden af disse samt se på, om de er normale i forhold til alderen.

Nedenfor vil forskellige former for angsttilstande, som de kan ses hos børn og unge, kort blive beskrevet.

Separationsangst ses hos mindre og større børn. Som navnet antyder, ligger bag denne angst en angst for adskillelse, typisk fra forældrene. Tidligere blev tilstanden kaldt ”skolefobi”, idet separationsangsten oftest betyder, at barnet ikke kan gå i skole. Betegnelsen er dog misvisende, idet der oftest ikke ligger faktorer i skolen, som udløser barnets angst eller som barnet søger at undgå, men at det er adskillelsen fra forældrene, der er det centrale. 

Som normalt fænomen optræder separationsangst hos det lille barn, som skal afleveres i vuggestuen eller børnehaven og først efter en indkøringsperiode affinder sig med situationen. En reaktion på adskillelse i form af utryghed og evt. angst er således forventelig. Hos barnet med abnorm separationsangst overstiger denne angst dog, hvad vi ser hos de fleste andre børn. 

Angsten varer ved, således at det op i skolealderen er svært for barnet at være adskilt fra en eller begge forældre. Det betyder, at barnet har svært ved at komme i skole, og lykkes det at komme i skole, skal barnet måske uafladeligt ringe hjem for at tjekke, at forældrene har det godt.

Børn med abnorm separationsangst kan beskrive, at der bag deres symptomer ligger en stor angst for, at forældrene skal komme til skade, når barnet ikke er til stede. Barnet selv er ulykkeligt over ikke at kunne komme i skole og kan de fleste aftener have de bedste intentioner om næste dag at skulle derhen. Når dagen oprinder, bliver det umuligt for barnet at komme af sted, fordi angsten bliver for stor.

Hos andre børn kan ses såkaldte specifikke fobier. Fokus for disse fobier kan være angst for insekter, større dyr, vilde dyr, mørke osv. Fobien hos barnet bliver så stor og udtalt, at den kommer til at styre barnets adfærd. Således vil barnet ofte have såkaldt undgåelsesadfærd, hvor han/hun søger at undgå situationer, hvor han/hun kan blive konfronteret med det frygtede objekt. 

Hos børn kan man se såkaldt generaliseret angsttilstand. Dette betegner en tilstand, hvor barnet er generelt utrygt og anspændt, evt. har psykosomatiske, kropslige smerter, og hvor det hele tiden gør sig bekymringer om både sig selv og nærtstående. Det medfører en næsten konstant angstfyldt spændingstilstand og påvirker søvnen, koncentrationen og livsglæden.

Andre børn med angst kan have OCD (obsessive compulsive disorder), også kaldet tvangstankesygdom. Ved denne angsttilstand har barnet hovedet fyldt af tvangstanker, som det ikke kan slippe af med. Barnet selv har en erkendelse af, at tankerne er overdrevne, urimelige og måske endda bizarre. Selv om barnet således med sin fornuft kan lægge afstand til tankerne, er det følelsesmæssigt helt i tankernes vold. Tankerne kan indeholde skrækfyldte fantasier om sygdom og død (enten hos barnet selv eller hos nærtstående) eller tanker om, at barnet kan komme til at gøre andre skade eller via forsømmelig adfærd forårsage, at huset brænder eller lignende. 

I kølvandet på tvangstanker opstår såkaldte tvangshandlinger, som betegner handlinger, barnet føler sig tvunget til at udføre. Det kan være handlinger i form af uafladelig tjekken af døre, elinstallationer, vandhaner, lys mv. Det kan også være ritualer, som barnet skal udføre for på magisk vis at undgå, at noget katastrofalt skal tilstøde barnet eller familien. Disse tvangstanker kan ganske fylde barnets bevidsthed og være særdeles pinagtige og tvangshandlingerne kan fylde hele dagligdagen, så der ikke levnes meget tid til andre aktiviteter. 

Enkelte børn har en angsttilstand, som kaldes selektiv mutisme. Denne relativt sjældne tilstand ses hos børn, som på trods af normal sprogopfattelse og talefunktion ikke taler i specifikke situationer, oftest slet ikke taler uden for hjemmet. Disse børn vil fremstå som tavse, ofte reserverede og afvisende samt socialt isolerede uden for hjemmet, men have normal sprogfunktion og lyst til at tale derhjemme.

Hos unge kan ses symptomer på socialangst. Denne tilstand betegner en overdreven angst for at komme ud blandt andre mennesker, fordi den unge føler sig vurderet af andre. Ofte vil den unge have meget stor bekymring for, om andre vil synes, at han eller hun siger de rigtige ting, gør tingene korrekt osv. Det kan i sidste instans betyde, at den unge gradvist holder op med at komme ud blandt andre, kan have svært ved at komme i skole og ikke deltager i sociale aktiviteter.

Hvad kan man gøre for at hjælpe børn og unge med angst?
Det væsentligste princip i behandlingen af angst er at ”lære at gå imod angsten”. Dette lyder absolut meget lettere end det i virkeligheden er. Den bedst dokumenterede form for terapi til angst hos såvel børn, unge som voksne er såkaldt kognitiv adfærdsterapi. 

Den kognitive terapi går ud på at søge at ændre de tanker om katastrofe, som barnet er fyldt af. Adfærdsterapien går ud på gradvist at øve sig i at gøre de ting, som man er bange for (fx at træne i at gå ud blandt andre, at øve sig i at være i situationer, som ellers ville udløse tvangstanker, at gradvist træne barnet i at adskilles fra sine forældre osv.). 

Hos mindre børn vil man lægge vægten primært på de adfærdsterapeutiske teknikker, mens man med stigende alder kan inddrage mere af den kognitive terapi. Mange unge kan have hjælp af gruppebehandling og herunder selvhjælpsgrupper, hvor man kan støtte hinanden i at gøre ting, som er vanskelige og angstfremkaldende. De fleste børn kan hjælpes ganske betragteligt ved kognitiv adfærdsterapi. 

Endvidere har bestemte former for medicin vist at kunne hjælpe på nogle af angsttilstandene, også hos børn og unge, således er de såkaldte SSRI-præparater (antidepressiva) effektive i behandlingen af OCD, men det har også vist sig, at de har effekt ved meget svære former for socialangst og selektiv mutisme.