Sommer Adventure
NaturCompagniet inviterer børnefamilier, der ikke selv har råd til ferie, på adventure i den svenske vildmark. Vi vil give børnene og deres forældre nogle vidunderlige oplevelser i naturen, og skabe et frirum så de føler, at de er på ferie.
Vi vil også fokusere på at skabe netværk for familierne i deres eget lokalområde, og derfor er børn og forældre så vidt muligt fra samme region eller område.
Vi kalder det adventure fordi det bedst beskriver ferieformen. Det handler nemlig om en tur med kano på den sydsvenske sø Immeln, der også bliver kaldt for Sydsveriges vildmark. Hver aften skal vi slå lejr på en ny lille ø, tænde bål og tilberede de fisk vi har fanget i løbet af dagen.
NaturCompagniet sørger for transport til Immeln, kanoer, udstyr – telte, soveposer, liggeunderlag, fiskestænger og redningsveste -, bespisning og stiller en NaturGuide til rådighed.
NaturGuiden har et indgående kendskab til området, og kan ikke bare bringe familierne sikkert omkring, men også åbne op for alle de fantastiske naturoplevelser, der gemmer sig bag det næste klippefremspring.
Forløb
Opsamling ved færgelejet i Helsingborg ved middagstid og bustransport til Immeln. Kanoerne fordeles mellem familierne og pakkes, og så sejler vi mod den første lille ø, hvor vi skal slå lejr.
Her er en række opgaver, der skal udføres for at vi kan spise og sove godt – der skal sættes telte op, hentes brænde og tændes bål, arrangeres hygiejneforhold og tilberedes mad.
Hver dag sejler vi til en ny ø og overnatter. Men der bliver også masser af tid til at vandre i de smukke skove, der omkranser søen. Netop i disse skove gemte snaphanerne sig i svenskekrigens tid, og næsten alle børn kender snaphanernes anfører Sven Poulsen, med tilnavnet Sven Gønge eller Gøngehøvdingen.
Turen strækker sig over fire dag, og den sidste dag bliver familierne kørt tilbage til Helsingborg, hvor et nyt hold samles op.
Familierne skal selv medbringe regntøj, badetøj og håndklæder. De der har soveposer og liggeunderlag må meget gerne medbringe disse.
Denne indbydelse er sendt ud til ”Børneområdet” i en række kommuner.


































