NaturCompagniet til Hallandsåsen i Skåne
Rygsækkene er pakket, vandreskoene snøret, og gruppen af de sårbare unge er parate til at vandre op mod det første sted, hvor vi skal slå lejr ved Trollehaller-massivet. Flere steder på ruten er der imponerende klippefremspring, nedfaldne stenblokke og naturlige huler i klipperne. Netop disse huler, der efter sigende blev brugt af snaphanerne som gemmesteder i svenskekrigens tid.
Hallandsåsen var under den Skånske krig (1675-79) et af de vigtigste tilholdssteder for de såkaldte snaphaner. De var en uorganiseret gruppe af unge mænd, der havde søgt skoven som skjul fordi de havde raget uklar med øvrigheden. De var et stort problem for den svenske hær, der ikke turde drage over Hallandsåasen, uden at have en stor styrke samlet. Næsten alle børn kender snaphanernes anfører Sven Poulsen, med tilnavnet Sven Gønge eller Gøngehøvdingen.
Historien om Gøngehøvdingen og hans mænds bedrifter får en ekstra opmærksomhed hos deltagerne, og måske lidt ”gyserhud”, når den bliver fortalt ved bålet. Med flammernes skær på indgangen til én af de klippehuler Snaphanerne brugte for 330 år siden.
De unge løsner op
Historierne og stemningen ved bålet får snakken til at løsne op. Selv deltagere, der har været lidt stille og indelukket tidligere på dagen stiller nu spørgsmål, og digter videre på Gøngehøvdingens bedrifter.
De unge er ude af deres vante rammer, de er sammen med en gruppe af sårbare, som har det lige som dem selv. De løsner op, og tør dele ud af sig selv. De er ikke kun på opdagelse i naturen, de er på opdagelse i sig selv.
Alle kan og ved noget forskelligt, og det er en af NaturCompagniet´s styrker. At deltagerne bidrager med lige præcis dét, som de unge føler sig trygge ved. Det øger selvtilliden og flytter fokus fra sårbarheden til menneskene bag. Når vi fanger de unge på deres interesser, får de lyst til at fortælle, og det er med til at bygge deres selvværdsfølelse op og forvandle dem fra passive tilskuere til aktive deltagere.
Om morgen pakkes lejren sammen, og der ryddes op så man ikke kan se vi har været her. Det er en vigtig del af den svenske lov om ”Allemandsretten” – alle kan færdes frit i naturen. Det er naturen der skal sætte sit præg på os. Ikke os der skal sættes vores præg på naturen!
Vi vandrer ned til Rössjön´s nordlige bred, og går langs med den for at finde en ny egnet plads som lejr for natten. Mens vi går, kan vi iagttage, at gæssene er ved at samle sig og gøre klar til at trække sydover. Her er masser af dyrespor, og vi stopper tit op for at vurdere om det mon er vildsvin, ræve eller rådyr?
Øget selvværd
Det er tydeligt at hierarkiet, som man kender det fra de hjemlige rammer har ændret sig. De vante roller rystes, og det er både med til at skabe selvværd hos den enkelte, og respekt fra de andre. Det giver ny status i gruppen og får helt nye venskaber og relationer til at opstå.
Når vi kommer herud i naturen, får de unge mulighed for at vise andre sider af sig selv og for at bringe en viden frem, som måske ikke kommer til udtryk i hverdagen på institutionen. Her handler det ikke om sygdom, men om det enkelte menneske bag og om deres viden og interesser.
Det handler om at give de unge ro og få dem til at tro på sig selv, og ikke mindst til genopdage deres mange ressourcer. Hver gang de oplever, at de kan noget, er det et kæmpeskridt videre i deres opfattelse af sig selv. Det giver mod til at afprøve nye ting.
Nyt fundament
Undervejs sørger vi for, at alle får små opgaver, som giver hurtige succesoplevelser. Det kan være alt lige fra at klare en lille stigning i terrænet, selv om balancen driller, til at turde stå frem og fortælle for flokken om sine oplevelser.
Mange af de unge, NaturCompagniet har med på turene, er mennesker, hvis grundfundament er smuldret. Naturen er derimod noget stabilt og troværdigt, som kan være med til at give et nyt fundament at stå på. Vi er genetisk forbundet med naturen, men vi er tilbøjelige til at glemme vores samhørighed med den. Jo mere vi færdes i naturen, jo bedre får vi det – det gælder i øvrigt ikke kun sårbare børn og unge!. Når vi rører os, tilfører vi kroppen energi, og det højner sundheden og livskvaliteten. Men turene handler ikke mindst om at samle nogle gode, smukke billeder til nethinden. Det er det første skridt på vejen mod selvhelbredelse.
Den lille gruppe af unge, der går forrest stopper op. De har fundet et meget velegnet sted ved søbredden til at slå telte op. Her er der ly for vinden, der har frisket op, og masser af brænde til bålet. Efter en kort dialog bliver vi alle enige om, at det er et perfekt sted at overnatte, og de unge går i gang med at etablere campen.
Bålet er tændt og bålmaden tilberedes i nogle store gryder. Mens vi sidder og nipper til den varme the vendes dagens oplevelser, og højdepunkterne trækkes frem. Der sænker sig en ro over gruppen, med den naturlige træthed som melder sig efter i to dage, at have brugt alle sanserne.
