Brug for en forstærket ADHD-indsats
ADHD er et komplekst område, og der er enighed om behovet for en forstærket indsats. Men for at få et vellykket resultat skal flere forudsætninger være på plads – blandt andet at fokus flyttes fra diagnosticering og medicinering til et bredere udgangspunkt. Og at der sikres koordinering og kontinuitet i det kommunale system ved at udpege en sagsbehandler som forløbsansvarlig.
ADHD, tidligere kaldet DAMP, har længe optaget især børne-ungdomspsykiatere, psykologer og pædagoger – og optager nu i stigende grad også fagfolk i den sociale sektor. Der er således bred enighed, både fagligt, politisk og administrativt, om behovet for en forstærket indsats på området, som er utrolig komplekst.
Denne erkendelse er senest udmøntet i et nationalt projekt under Servicestyrelsen, som skal indeholde en langsigtet strategi for kommunale myndigheder for at forebygge alvorlige sociale vanskeligheder blandt børn og unge med ADHD.
Og der er meget at vinde ved en forstærket indsats: For den enkelte for eksempel ved at vende en ofte tilstedeværende negativ spiral med nederlag efter nederlag – og for samfundet: Mere stabilitet i form af mere stabile familieforhold, uddannelsesforløb med videre, mere stabil arbejdskraft, mindre kriminalitet, vold og misbrug.
Men trods enighed om behovet for og effekten af en forstærket indsats er der også på flere niveauer og blandt de mange faggrupper på området meget, der skal forhandles på plads, koordineres og afprøves for at opnå et vellykket resultat.
Et komplekst område
ADHD er et komplekst område. For eksempel kan personer med ADHD-symptomer være svære at afgrænse – i kraft af at kernesymptomerne (impulsivitet, hyperaktivitet og manglende evne til koncentration), der generelt er tydeligst hos børn, alle forekommer i en glidende overgang til normale tilstande. Men også i kraft af, at der ofte er mere eller mindre sammenfald med andre lignende tilstande, for eksempel inden for autismespektret. Og endelig fordi andre følgetilstande, for eksempel depressive tilstande, angsttilstande, tvangsmæssige tilstande, med tiden kan blive mere fremtrædende end de oprindelige ADHD-kernesymptomer.
Et andet forhold er, at tilstanden i mange år har været kendt hos børn og unge, men først i de senere år er erkendt tilstede i næsten samme omfang hos voksne. Desuden anskues visiterings- og udredningsmuligheder oftest meget traditionelt ud fra den toneangivende lægefaglige synsvinkel, hvor symptomer, reaktioner, den aktuelle væren, opfattes som dele af en sygdom og hvor udredning derfor primært sigter mod at stille en diagnose (finde mangler mv.) Visiterings- og udredningsmuligheder i psykiatrisk regi er tilmed stærkt begrænsede i forhold til efterspørgslen.
Dertil kommer, at i praksis kan støtte til en person med ADHD inddrage tiltag på næsten alle livsområder (eksistentielt, helbred, familie, skole, fritid osv.), at det på grund af lovgivningen i praksis er svært at opnå en hensigtsmæssig kontinuitet for eksempel ved den formelle overgang fra barn til voksen. Og endelig at kommunalreformen har medført en opsplitning af voksen-sagsbehandlingen, som nu foregår efter emne og uden samtidig at sikre en koordinationsfunktion. Det kan give uoverstigelige vanskeligheder netop for en person med ADHD. Til slut: i vores diagnosesamfund er det måske værd at fastholde at i den sociale sektor iværksættes tiltag ud fra en behovsvurdering (ressourceprofil) mv. og ikke med udgangspunkt i diagnoser i sig selv. Men hvis det skulle ønskes så er også psykologer uddannet til at diagnosticere og gør det også for eksempel i Center for Autisme.
Kilde: Socialrådgiveren nr. 9, 1. juni 2011
