Traumatiske oplevelser med i skoletasken
I flere af vores støttegrupper i naturen oplever vi unge der har forsøgt, at starte på uddannelse flere gange, men som forlader skolen umiddelbart efter studiestart. De fortæller om, at de er bange for at føle sig unødvendige, at de vågner om natten badet i sved, fordi oplevelsen af at være en fiasko i klasselokalet endnu en gang har hjemsøgt dem.
I udgangspunktet er det ikke deres fysiske liv, der er truet. Det er deres duelighed som menneske, forstået som deres direkte oplevelse af at kunne mestre det, de står over for.
I NaturCompagniet har vi haft vanskeligt ved at sætte ord på disse iagttagelser, andet en blot konstatere at her er der en udfordring som Psykiatrien muligvis har overset.
Derfor var det en stor hjælp da vi finder ud af at Frej Prahl, der studerer psykologi ved Københavns Universitet, er i færd med at skrive en ph.d. der behandler emnet. Han mener nemlig, at man kan tale om posttraumatisk uddannelsesstress, og, at mange unge med ADHD har traumatiske oplevelser med i skoletasken fra deres uddannelsesforløb.
I sin afhandling skriver Frej Prahl
Unge med ADHD udviser symptomer, som for manges vedkommende kvalificerer til en posttraumatisk stress-diagnose (PTSD). Men psykiatere glemmer tilsyneladende at kigge efter symptomer på PTSD, eller de tillægger ikke klientens historie traumatisk karakter. Det har enorme konsekvenser. Det er nemlig overhovedet ikke ligegyldigt, hvilken diagnose vi stiller.
Han fortsætter: Hvis en dansk soldat bliver diagnosticeret med PTSD, må han aldrig blive udsendt med det danske forsvar igen. Hvis en elev i den danske folkeskole bliver diagnosticeret med ADHD, giver det ikke i samme grad anledning til, at man forholder sig til de slagmarker, eleven kæmper på, og hvor traumerne opstår: i folkeskolen, i familien og blandt vennerne.
Det kan lyde voldsomt at karakterisere trusler på dueligheden som livstruende begivenheder. Men ikke desto mindre er den yderste konsekvens af udueligheden selvmordet. For hvis jeg virkelig ikke oplever at være noget værd, at være ubrugelig, hvori består da min eksistensberettigelse?
Når vi befinder os i sammenhænge, hvor vi fornemmer, at vores duelighed er i fare, mobiliserer de fleste af os, et naturligt forsvarsberedskab. Vi bliver vrede. Og det er slet ikke så mærkeligt, at det er vrede, vi reagerer med. Vreden er den energi, som naturligt mobiliseres i trusselssituationer som et forsvar imod det, der truer. Hvis vreden forstås og får lov at virke som et forsvar, bliver oplevelsen ikke traumatisk. Det var desværre ikke tilfældet for mange sårbare unge. Deres vrede bliver ikke forstået som en forsvarshandling, men bliver i stedet diagnosticeret som en del af en ADHD-problematik.
I en PTSD-diagnose er det forudsat, at symptomerne opstår som følge af en eller flere traumatiske begivenheder. Modsat har ADHD-diagnosen ikke som indbygget forudsætning, at noget traumatisk er hændt klienten. Blandt andet derfor har der været en tendens til at forstå ADHD-diagnosen som et resultat af nogle medfødte neurobiologiske ubalancer, som kan genoprettes medicinsk. Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved ubalancerne. De er bare ikke kun medfødte. De er også resultatet af længerevarende trusler på dueligheden.
Sådanne erfaringer kan ikke kun bekæmpes medicinsk. Trusler mod selvværdet har det med at føre til en dyb følelse af skam: »Jeg er uduelig«. Skam må altid bekæmpes relationelt, fordi skammen opstår i relation til andre mennesker. Skammen er altid en skam over en selv i forhold til andre.
Frej Prahl fortæller at han i løbet af sin tid som frivillig på en produktionsskole har mødt rigtig mange unge med diagnoser. ADHD fortrinsvis. Unge, for hvem folkeskolen var én lang påmindelse om, hvor værdiløse de var. De var dygtige med hænderne, men magtede ikke det boglige og det akademiske. Time efter time fem dage om ugen oplevede de sig dumme og utilstrækkelige. Det er en længerevarende tung belastning for selvværdet, som for de fleste munder ud i en traumatisk belastningsreaktion.
Disse unge flakker ofte rundt i uddannelsessystemet. De gør alt, hvad de kan, for at undgå situationer, der minder om traumet (jf. kernesymptomet i PTSD-lidelsen), altså uddannelsesforløb, der involverer alt det, de ikke dur til.
De har brug for en hjælp, der modsvarer alvoren af deres situation. De har brug for at deltage i sammenhænge, hvor de kan få genoprettet deres selvværd og deres dybeste fornemmelse af betydning. Men det har vi ikke forstået. Måske fordi vi ikke vil anerkende, hvor voldsomme menneskelige konsekvenser der er forbundet med en folkeskole, som er én lang løbebane mod en akademisk karriere, og som på ingen måde tilgodeser håndværkeren, mureren, smeden eller stilladsarbejderen. De klassiske mesterlæreforløb findes ikke længere. Uanset hvor man ender, ender man på en skolebænk.
Men sådan behøver det ikke være
Lars Olsen har i sin bog ’Uddannelse for de mange’ givet os en opskrift på, hvordan vi kan ændre folkeskolen i en mere praktisk retning. Til gavn for alle elever.
Han nævner blandt andet Bavnebakkeskolen i Aalborg. Her har man en såkaldt erhvervsklasse, hvor eleverne går i skole om formiddagen og om eftermiddagen arbejder på fabrik. Derudover har eleverne et fredagsværksted, hvor de praktisk orienterede elever laver noget, der er synligt for de andre elever. Det giver respekt og anerkendelse, de andre elever ser, at de kan noget, fortæller Arne Sloth Kristoffersen, som er leder på skolen. Det er et glimrende eksempel på, at det er muligt at skabe andre veje til at mestre end den boglige.
Bag diagnosen ADHD gemmer sig ofte uopdagede traumatiske oplevelser. Der er god grund til at tro, at ikke bare mennesker med ADHD-symptomer, men mennesker med psykiske lidelser i almindelighed har været udsat for oplevelser, som har truet deres grundlæggende følelse af at være betydningsfulde og nødvendige for andre mennesker. I nærværende Kronik har jeg koncentreret mig om folkeskolens bidrag til denne følelse og har ikke berørt forældrenes og familiens bidrag. Et bidrag, man naturligvis ikke skal underkende.
Således lider alle interviewpersoner, som har medvirket direkte eller indirekte i denne artikel, også under mere eller mindre traumatiske oplevelser knyttet til familien.
Men hvad enten vi er familie eller folkeskole, stiller de opmærksomhedsforstyrrede børn os en fælles udfordring: Hvordan kan vi skabe rum, hvor vi skaber mulighed for, at alle børn og unge reelt oplever at være nødvendige i menneskelige fællessskaber?
Fondens nye projekter giver mening
Vi er i færd med at udvikle to store projekter, der tager afsæt i overstående udfordringer. Projekter der tilgodeser, at de unge har brug for at deltage i sammenhænge, hvor de kan få genoprettet deres selvværd og deres dybeste fornemmelse af betydning.
Det ene projekt er NatureWorks, der er et et sammenhængende vejledningsforløb for udfordrede unge i alderen 15 til 25 år, hvor hovedsagelig uderummet og naturen danner de pædagogiske rammer for aktiviteterne. Forløbet er af 2-6 ugers varighed, hvor de unge kan ”ryste byen og deres vante miljø af sig” i ødemarken, og skabe ny indsigt i nye omgivelser.
Projektet er designet til at hjælpe de unge med at ændre livstil samt udstyre dem med viden, det engagement og den erfaring, der skal hjælpe dem til at få succes med uddannelse, arbejde og i livet
Formålet er at støtte og afklare de unge til at træffe et realistisk uddannelses- og jobvalg ud fra deres evner, interesser og faglige niveau, give dem en øget positiv selvbevidsthed og styrke deres kompetence til at træffe valg om deres fremtid.
Det andet projekt er WeWood, der er en socialøkonomisk virksomhed og et nyt initiativ, der skal bidrage til at skabe motivation og læringslyst hos udfordrede unge på kanten af arbejdsmarkedet. De unge skal have en konkret positiv oplevelse af et arbejde og et håndværk. Projektet er designet til at hjælpe de unge med at ændre livstil samt udstyre dem med viden, engagement og erfaring, der skal hjælpe dem til at få succes med uddannelse, arbejde og i livet.
Fundamentet for WeWood er et værksted og en butik, hvor der designes, produceres, markeds-føres og sælges et bredt spektrum af design forarbejdet hovedsagelig af genbrugstræ, på markedsvilkår. Der er desuden et lager, et rum til udvikling af elektronisk markedsføring og en café som fællesområde.
Foruden de unge, færdes der i huset også frivillige med en række forskellige kompetencer og erfaring, lige fra designere, møbelsnedkere og it-teknikere til socialpædagoger, psykoterapeuter og mentorer samt repræsentanter for lokale virksomheder. Det er roller og funktioner, som de unge kan prøve kræfter med og lære af, og som har den nødvendige tid og ressourcer.
Formålet med projektet er at hjælpe de unge til at ændre livsstil og ”klæde dem på” til at indtræde, og blive på arbejdsmarkedet. Fokus for projektet er sociale relationer, succesoplevelser og selvværd med livsmestring og selvforsørgelse som det endelige mål. Dybest set handler det om hjælp til selvhjælp, men der er et par skridt inden de unge kan nå så langt, hvor deres selvværd og troen på dem selv, først skal bygges op.
Begge projekter skal “indsælges” til Jobcentre i løbet af efteråret!
