Godt humør i regn og blæst
Forårets støttegrupper i naturen har været præget af regn og blæst. Men vi har udstyret til at klare det, og de unge har ikke ladet sig påvirke af det ustadige vejr. Tværtimod. Det har givet en styrket oplevelse af sammenhold og fællesskab.
Når den forreste kano søger læ under et træ, og kalder på de andre for at de kan søge ly for regnen eller hvor de unge på vandringen over våde klipper taler sammen om at finde den mest fremkommelige vej gennem skoven. Opsætning af telte skal foregå koordineret og hurtigt så gruppen ikke bliver våde, og oplevelsen af at sidde tæt sammen i læ under teltdugen og lytte til regnes trommen.
Herude er vi så langt fra de unges hverdag vi næsten kan komme. Uden adgang til nettet og mobil. Den eneste varmekilde er det bål de selv skal holde ved lige, og hvor de selv skal sørge for at maden bliver tilberedt så alle kan få noget at spise. Underholdningen er ikke tv eller games på computeren, men de historier de på skift fortæller. Afbrudt af: ”Lyt! Hvad er det for en fugl der siger sådan?”
Men hvorfor har opholdet herude ”in the middle of nowhere” en så positiv effekt for de unge?
Forklaringen finder vi i hjernen
Den menneskelige hjerne har to grundlæggende måder at tænke på. To måder at være opmærksom på. Den ene af hjernens opmærksomhedsformer er den fokuserede opmærksomhed, og den anden er den spontane opmærksomhed.
Når de unge sidder foran computeren eller i klasselokalet, anvender de den fokuserede opmærksomhed, mens de anvender den spontane opmærksomhed, når de er afslappede og åbne. Begge former for hjerneaktivitet er dog vigtige. Den ene giver dem evnen til at læse, regne og læse konkrete problemer, mens den anden giver dem overblik, kreativitet og evnen til at forstå større sammenhænge. Man kan sammenligne det med speederen og bremsen i en bil. De har brug for begge dele for at fungere optimalt.
Livet i dagligdagen stresser de unge, fordi de konstant bliver bombarderet med indtryk. Det betyder, at de kontinuerligt anvender den fokuserede opmærksomhed, fordi de skal forholde sig til alle de indtryk som kastes imod dem i form af trafik, tikkende sms og e-mails, like eller unlike på Facebook, etc. Ikke mindst de sårbare unge er meget følsomme for disse indtryk.
Den fokuserede opmærksomhed koster også en masse energi, og hvis den ikke får lov til at slappe af, kan de unge få det, som forskere kalder ”en mental udmattelse”. Det kan komme til udtryk som bl.a. stress, hukommelsesproblemer, søvnbesvær, negative følelsesudbrud, tunnelsyn og manglende empati.
Det gælder altså om at finde en situation og ”et rum” , hvor man kan koble den fokuserede opmærksomhed af og i stedet anvende den spontane opmærksomhed. Det er præcis hvad, der sker i naturen – og måske ikke mindst i regnvejr og blæst!


































