Drama i naturen
Børn fra udsatte boligområder i kontakt med naturen – gennem drama og historiefortælling.
NaturCompagniet – et projekt under Fonden – vil i samarbejde med skuespillere give børn fra udsatte boligområder en fantastisk oplevelse, der skal bidrage til at opbygge en positiv kontakt med naturen. Vi vil på nye måder bruge dramalege til at opleve naturen og skabe en relation til den.
Med samarbejds- og sanselege, særligt tilrettelagt til at finde sted i naturen, vil vi åbne børnenes sanser for naturen og dens signaler op. Når mørket falder på, vil vi omkring bålet samle dagens indtryk, og bringe dem i spil hos børnene med historiefortællingslege.
Samarbejds- og sanseøvelserne vil primært foregå i par og kreds. Historiefortællingsøvelserne om aftenen er baseret på Keith Johnstones improvisationsteknikker.
Forsøgsprojekt
Turen er et forsøgsprojekt, der undersøger synergien ved at kombinere naturudflugt med drama- og historiefortællingsøvelser. Det er vores tese, at det giver børnene et personligt forhold til naturen at omsætte egne naturoplevelser til improviserede historier og eventyr.
Projektet tager udgangspunkt i researchmetoder udviklet af de britiske “verbatim”-dramatikere, Fin Kennedy, Alecky Blythe, Robin Soans og Karl James. Begrebet “verbatim” (eng. “mundret”) henviser til tekstens ophav og vægtningen af dens verbale kvaliteter i den endelige teaterforestilling.
Vi er blevet opmærksomme på disse metoder, som bl.a. Dramatikeruddannelsens ønsker at afprøve og videreudvikle i et kunstnerisk udviklingsprojekt, hvor dramatikere sætter fokus på en fælles tematik: den marginaliserede borger – som i vores tilfælde er sårbare børn.
I løbet af deres projekt udvikler dramatikerne en kort teatertekst, der udelukkende baseres på vidnesbyrd og offentlige dokumenter. Udgangspunktet for projekterne er hos Dramatikeruddannnelsen er, at dramatikeren skal gennemføre en kortlægning af borgerens forhold til konkrete begivenheder og steder. Det gennemgående kunstneriske mål er at skabe ny kritisk og eksperimenterende dramatik, som tager aktivt del i samfundsdebatten ved at sætte fokus på aktuelle politiske begivenheder.
Interessant for NaturCompagniet
NaturCompagniet vil teste denne tilgang til oplevelser i naturen, og vurdere om vi også kan anvende disse elementer i vores arbejde med støttegrupper. Vores tese er, at drama og historiefortælling kan bidrage til at pirre børnenes nysgerrighed og sanser, så de bliver mere åbne overfor nye positive indtryk.
Projektet afvikles på Hallandsåsen i Sydsverige i begyndelsen af september. NaturCompagniet stiller alt udstyr – telte, liggeunderlag, soveposer, etc. – til rådighed sammen med en NaturGuide. Endvidere sørger Fonden for transport og forplejning.


































