Vi vil etablere en platform, hvor borgerne kan bidrage til løsninger
Fonden Børns Velfærd vil skabe en internetbaseret innovations-platform, der aktivt kan inddrage borgerne i løsninger af sociale udfordringer omkring sårbare børn og unge. Platformen skal være omdrejningspunkt og bindeled i mødet mellem uløste sociale opgaver og ildsjæle!
Idéen bag handler dybest set om at sikre et bæredygtigt velfærdssamfund til vores børn og børnebørn. Fonden Børns Velfærd vil bidrage til et kulturelt skifte, hvor borgerne får en dominerende hovedrolle. Vi vil etablere en platform, hvor borgerne kan bidrage til at skabe løsninger og stille kompetencer samt arbejdskraft til rådighed, når et koncept skal føres ud i livet.
Baggrund for projektet
Danmark står overfor en række kroniske problemer som velfærdssamfundet har været ude af stand til at løse. Knap 900.000 danskere er parkeret uden for arbejdsmarkedet, hver femte barn forlader folkeskolen uden at kunne læse, godt 10% af unge får aldrig en ungdomsuddannelse, flere og flere danskere lider af en kronisk eller psykisk sygdom. Sammenholdt med fraflytningen fra udkantsområderne. og nye ønsker om mere skræddersyede og personlige velfærdsydelser medfører dette tydeligvis et stort behov for at udfordre de eksisterende rammer
De sociale udfordringer kan altså ikke løses med den tænkning, der har skabt dem. Derfor er der et stort behov for nytænkning og sammensætning af ressourcer samt kompetencer på nye måder.
Tankerne bag projektet
Nye løsninger på de sociale udfordringer kommer ikke af sig selv! Nogen må gøre noget. Mange aktive borgere vil rigtig gerne – men ved ikke hvordan. I dag foregår initiativerne ofte fragmenteret, enkeltvis, usikkert og uden den optimale support. Det helt store spørgsmål er derfor: Hvor går man hen, når man gerne vil bidrage med noget?
Ja, det tænkte vi også. Så vi vil etablere en platform , hvor borgere kan give og engagere sig. Vi vil tage den gode vilje og de mange idéer, som findes derude, analysere dem, organisere dem og få dem til at leve, så de gør nytte og skaber Social Innovation – altså nye løsninger på sociale udfordringer!
Hvordan?
Platformen består af tre elementer: Én hvor man som borger kan hente inspiration samt ikke mindst vurdere hvilken social udfordring man kan bruge sine kompetencer og ressourcer på at løse. En anden, hvor man helt konkret kan byde ind med idéer under udvikling af koncepter, og en tredje, hvor borgerne selv kan oprette projekter og indhente midler samt opfordre frivillige til at hjælpe med at føre det ud i livet. Det sidstnævnte er kendt som ”Crowdfunding”, men anvendes i dag kun af f.eks. forfattere, der ønsker at udgive en bog.
Med en social crowdfundning-platform, vil det i øvrigt blive helt gennemskueligt hvad givernes penge går til. De kan følge projektet og se effekten.


































