Sociale medier for social forandring
Over 70 deltagere fik mange gode bud på et tankevækkende Socialøkonomisk Netværksarrangement om sociale medier, der blev afholdt d. 6. juni hos TV Glad.
Det er ikke uden grund, at sociale medier er et begreb, der bliver snakket meget om i disse år. F.eks. har nogle journalister og eksperter endda udråbt de sidste måneders begivenheder i mellemøsten til en ’social medie revolution’. Sociale medier kan tydeligvis være et stærkt middel til ikke bare at skabe synlighed omkring en sag, men også til at fungere som en katalysator, der sætter skub i det sociale forandringsarbejde. Derfor er sociale medier som værktøj utrolig interessant og relevant for sociale iværksættere og socialøkonomiske virksomheder. Denne interesse viste sig også i det store antal deltagere, der i onsdags havde fundet vej ud til de inspirerende rammer hos TV Glad, for at deltage i deres Socialøkonomiske Netværksarrangement om ’Sociale medier for social forandring’.
Vi blev udfordret, inspireret og ’klædt lidt bedre på’ af talerne Dinis Guarda, Wiebe van der Vliet og Thomas Webster. Tempoet var højt, niveauet seriøst og talerne efterlod alle med stof til eftertanke. Det blev bl.a. forklaret hvordan de forskellige redskaber indenfor de social medier (Facebook, Twitter, YouTube etc.) spiller sammen set i forhold til søgemaskineoptimering (SEO) og hjemmesidetrafik. Deltagerne blev opfordret til at ’step your game up’ i forhold til videokommunikation – og vist, at det ikke er så svært at komme i gang, men dumt at lade være. Og så blev vi mindet om vigtigheden af autentisk, indholdsmålrettet kommunikation, brugerinddragelse og værdiskabelse. Thomas Webster sluttede arrangementet af med nogle opsigtsvækkende og motiverende statistikker fra en undersøgelse af brugen af sociale media blandt socialøkonomisk virksomheder i England. Det viste bl.a. at:
67 % af de adspurgte socialøkonomiske virksomheder bruger sociale medier dagligt.
85 % af virksomhederne anvender sociale medier til at promovere deres produkter.
38 % af virksomhederne udvikler nye ideer med andre virksomheder pga. og via sociale medier.
15 % stigning i virksomhedens overskud opleves i gennemsnit fra brugen af sociale medier i det daglige arbejde.
Har du lyst til at studere præsentationerne nærmere, eller havde du ikke mulighed for at deltage men er nysgerrig på hvad der blev sagt, så kan du downloade præsentationerne her:
How to optimize your website and traffic – and how to manage your social media business profile
Dinis Guarda, Global Head of SEO and Social Media Strategy, Saxo Bank, Writer & Entrepreneur


































