Skilsmissebørn mangler netværk
Børnene har brug for at være sammen med ligestillede, men der er for få tilbud til skilsmissebørn, viser ny rundspørge i forældrenetværk.
Det kan være svært at være det eneste skilsmissebarn i klassen. Børnene har brug for at møde andre børn i samme situation, men der findes stort set ingen tilbud til dem svarer langt hovedparten af 281 adspurgte fraskilte forældre i en rundspørge, som online-netværket Singleplus.dk har foretaget.
92 procent af forældrene mener, at det kan hjælpe børnene, at tale med andre børn om skilsmissesituationen. Alligevel er 3 ud af fire aldrig stødt på et tilbud, der tilbyder den mulighed. Hverken gennem skolen, kommunen eller private initiativer!
”Det giver en ro at vide, at andre har det som mig. At det er helt naturligt og okay at have det som mig. Så føler man sig ikke så alene” siger Sundhedssygeplejerske Helen Lyng Hansen, som stå bag portalen netsundhedsplejerske.dk og er forfatter til en række bøger om børn.
Hun vil ikke give et bud på, hvor sådanne tilbud til skilsmissebørn i givet fald skulle ligge, men pointerer, at samtaler, der bliver sat i system, rent faktisk gør det mere legalt at tale åbent om tingene.
Politiken den 25. juni 2011


































