Terapihunde
NaturCompagniet har i snart to år arrangeret støttegrupper for sårbare unge sammen med deres psykolog og pædagog over flere dage i naturen. For et år siden begyndte vi at tage hunde med da vi mente, at det kunne have en positiv effekt for de unge. Det har haft en meget større værdi end vi havde forestillet os, og det kan nedenstående eksempel fra en af turene illustrere:
På denne tur skulle vi på ”Hiking” i Söderåsen med en gruppe unge fra en dagbehandling på Nørrebro. Vi hentede de unge på institutionen og på vejen mod Nationalparken i Sverige, var de enten fordybet i deres iPhones eller havde sat den på højtaler med høj musik. Minibussen var fyldt larm, uro, skænderier, gråd og sejlede i franske kartofler og cola.
Så kom kontrasten. På vej til den første lejr vandrede vi med en storslået udsigt over åsen mellem klipper med grønt mås og fyrrestammer. De unge faldt helt til ro. De skiftedes til at gå med hundene, og det eneste der blev talt om var hvornår de skulle skiftes. Også foran bålet med udsigt til stjernerne skulle de sidde på skift med hundene. Da de skulle sove: ” Okay – du sover med Sofus i nat, men jeg skal altså sove med ham i morgen!”. ”Men god nat, sov godt – det er altså fucking nice det her!”.
Pædagogerne talte om, at de aldrig havde oplevet noget lignende. Det var første gang de kunne iagttage de unge så rolige. De var enige om at hundene, og naturen, havde en kæmpe indflydelse på de unges psyke – væk var dagligdagen med tankemyldret, skænderierne og bekymringerne.
”Jeg har ikke tænkt over det før nu” – sagde en af pædagogerne – ”men forklaringen på hundenes positive effekt for de unge er jo åbenlys. De skal bare kigge på dem, så logrer de med halen og viser en hel umiddelbar kærlighed, nærhed og glæde ved livet”.


































