Middelklassen sender sine børn ud i social deroute
En af de mest markante nye ændringer der sker i det sociale landskab, er den rutsjetur, som store del af middelklasseungdommen tager ned af den sociale rangstige.
Det er disse unge der i dag uddannes dårligere end deres forældre. Det er en næsten uoverstigelig opgave for vores uddannelser – ikke mindst ungdomsuddannelserne – at skulle håndtere de mange problemer, som disse unge bringer med sig hjemmefra. For mange af de unge er lykkedes det at tage en ungdomsuddannelse. For alt for mange lykkes det ikke. Trods gentagne forsøg.
Paradokset er, at disse unge fra middelklassen har brug for nøjagtig den samme type uddannelse som den, mange af de unge, der kommer fra et hjem uden uddannelsestraditioner, efterspørger. Nemlig en uddannelse, der er præget af forudsigelighed og god planlægning. Nogle vil sige trygge og faste rammer. Alt det, de har savnet derhjemme. Man fristes til at sige til mange forældre, at de skulle tgae sig sammen. For der er ofte tale om familier med gode ressourcer.
Den offentlige debat om disse unges nedtur må man kigge i vejviseren efter. Lige som forskningen lader vente på sig. Hvor er diskussionen om den moderne middelklassekultur? Den kultur som er optaget af at ville redde verden og realisere sig selv. Men som fuldstændig overser de sociale problemer den selv skaber. Der er rigeligt at tage fat i. Og det haster faktisk!
Politiken den 23. april 2011 / Jan Andreassen


































