Krisen har skubbet flere unge ud på kanten af arbejdsmarkedet
Samlet står omkring 39.100 unge kontanthjælpsmodtagere uden for arbejdsmarkedet, som ikke medregnes i ledigheden. Det svarer til, at mere end syv ud af ti unge kontanthjælpsmodtagere ikke regnes som arbejdsløse. I løbet af krisen er antallet vokset kraftigt, hvilket vidner om, at flere unge i løbet af krisen er blevet skubbet ud på kanten af arbejdsmarkedet.
De unge er blevet hårdt ramt af krisen. Den registrerede bruttoledighed for de unge under 30 år er således vokset fra knap 15.700 fuldtidspersoner i juni 2008 til knap 41.700 fuldtidspersoner i oktober 2012 (sæsonkorrigeret).
Den registrerede bruttoledighed fortæller dog langt fra hele historien om, hvor hårdt de unge er blevet ramt af krisen.
Den registrerede bruttoledighed tæller nemlig kun dagpengemodtagere og de arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere fra matchgruppe 1 samt aktiverede.
Kontanthjælpsmodtagere fra matchgrupperne 2, 3 og øvrige – de såkaldt ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere samt kontanthjælpsmodtagere, som midlertidigt er fritaget for rådighedsfor-pligtigelsen, tælles således ikke med i bruttoledigheden.
Samlet er der ca. 53.300 unge fuldtidspersoner under 30 år, som modtager kontanthjælp, men det er kun de ca. 14.200, som tælles med i bruttoledigheden. De resterende ca. 39.100 fuldtidspersoner tælles ikke som arbejdsløse. Det svarer til, at mere end syv ud af ti unge kontanthjælpsmodtagere ikke regnes som arbejdsløse.
Mange af de unge har ingen uddannelse
Udviklingen i antallet af unge kontanthjælpsmodtagere uden for arbejdsmarkedet har været overraskende voldsom under denne krise. Én forklaring kan dog være det lave uddannelsesniveau blandt de unge kontanthjælpsmodtagere.
For unge kontanthjælpsmodtagere under 30 år som helhed har 75,2 pct. kun grundskolen som højeste fuldførte uddannelse.
Det er specielt de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere uden for arbejdsstyrken, som har et lavt uddannelsesniveau. Blandt de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere uden for arbejdsstyrken har således 81,8 pct. grundskolen som højeste fuldførte uddannelse.
Krisen har været hård ved de lavest uddannede i Danmark, og en af de mest nærliggende forklaringer på den dramatiske udvikling kan derfor være det lave uddannelsesniveau blandt de unge kontanthjælpsmodtagere.
Hent analysen her…
Senioranalytiker Erik Bjørsted | Senioranalytiker Jes Vilhelmsen – Arbejderbevægelsens Erhvervsråd


































